Legeplads og legende børn, Børnenes Univers Grindsted
Målet med Børnenes Univers Grindsted Syd (BUGS) har ikke mindst været at skabe rammerne for et innovativt børneunivers. Processen har omfattet en grundig brugerdialog, hvor forskellige synsvinkler og fokusområder er blevet samlet og kvalificeret gennem bidrag fra alle projektets involverede. Igennem et veltilrettelagt procesforløb er det lykkedes at samle bygherrens præmisser for projektet og brugernes pædagogiske ambitioner og bygningsmæssige funktioner i et projekt, som alle projektparter kan stå inde for – pædagogisk, procesmæssigt, funktionelt og arkitektonisk.
Resultatet er inspirerende og identitetsstærke omgivelser målrettet børn i alderen 0-6 år. Vi har designet bygningen til at skabe stemninger og rammer for særlige oplevelser hos børnene, og med det sigte at aktivere børnenes sanser. Alt er tænkt i børnehøjde, fra vindueshøjderne til afsatserne, som gør det muligt for børnene at følge med i køkkenets madlavning – og i øvrigt også kan anvendes som scene til børnenes optræden for hinanden. Samtidig understøtter indretningen den pædagogiske praksis og gør det nemt for både børn og deres forældre at orientere sig i bygningen.
Bygningens forskellige funktioner som børnehave, vuggestue, personalerum, multirum, produktionskøkken og rum til børn med specielle behov er markeret med forskellige visuelle kontraster i form af farver og materialer. På den måde kan børnene let orientere sig og opleve et trygt tilhørsforhold til deres stue.