I januar 2020 blev den internationalt anerkendte arkitektvirksomhed Henning Larsen en del af Rambøll. Det første år har været business as usual, men fra 1. september 2021 samles arkitektur, landskab, byudvikling, grafisk design, interiør og lysdesign under Henning Larsen. Det betyder, at over 350 medarbejdere fra Rambøll nu overflytter til Henning Larsen.
Pr 1. september 2021 samles al arkitektur, landskab, grafisk design, interiør og lysdesign hos Henning Larsen. Det betyder, at Rambøll-medarbejdere fra disse fagligheder fremover vil møde kunder og samarbejdspartnere som Henning Larsen-designere.
Dette er en stor styrkelse af Henning Larsens tilstedeværelse på flere lokationer i Norden med i alt 500 medarbejdere, hvoraf Danmark og Norge er de største markeder.
”Det er en vigtig milepæl i den rejse, vi satte ud på i januar 2020. Nu får Henning Larsen en langt stærkere tilstedeværelse i både Danmark og Norge og kan kombinere et stærkt lokalt kendskab med internationalt udsyn,” siger Mette Kynne Frandsen, Managing Director for Henning Larsen. ”Samtidig kan vi trække på Rambølls ingeniørers brede og dybe ekspertise inden for eksempelvis energi og vand. På den måde kan vi tage bæredygtighedsagendaen til nye højder.”
Rambøll Danmarks administrerende direktør, Ib Enevoldsen tilføjer:
”Vores kunders ønsker og behov er vokset både i størrelse og kompleksitet drevet af voksende byer og højere krav til bæredygtighed og helhedsorienterede løsninger. Ved at samle al arkitektur og landskab et sted, kan Henning Larsen og Rambøll spille hinanden endnu stærkere i vores fælles ambition om at levere konkrete, teknisk stærke og bæredygtige løsninger på de store globale udfordringer i et tæt samarbejde med vores kunder,” siger administrerende direktør for Rambøll Danmark, Ib Enevoldsen og uddyber:
”Helt konkret vil vores kunder opleve, at vi nu kan rådgive inden for nye områder samt, at vi kan tage dialogen om bæredygtighed tidligere i forløbet og tænke bæredygtigt design ind fra starten.”
Ønsket om at skabe bæredygtige samfund, kombineret med Henning Larsen og Rambølls fælles nordiske arv, har allerede nu manifesteret sig i mange projektet.
Her kan blandt andet nævnes en ny stor masterplan for at omdanne det 500-hektar tidligere lufthavnsområde Downsview i det nordlige Toronto til en levende, mangfoldig og bæredygtig bydel. Et andet projekt der er værd at fremhæve, er udvidelsen af den Salling Rooftop centralt i Aarhus med en 1.400 m2 bypark, en grøn oase med udstillinger, kunstinstallationer, himmelgynger og en 360 graders kig over byen. Endelig arbejder Henning Larsen og Rambøll sammen om Kristianssunds nye opera og kulturhus på Norges vestkyst.
”Fælles for disse ellers meget forskellige projekter er, at de leverer på det løfte, der ligger bag vores fælles ambition. Nemlig i tæt samarbejde med vores kunder at skabe integrerede designløsninger til verdens bæredygtige byer, og byggerier med konkrete svar på de store globale udfordringer vi alle står overfor,” udtaler Mette Kynne Frandsen.
Henning Larsen etablerer sig i Aarhus og får i samarbejde med Rambøll flere design studios i Danmark og Norge.
I løbet af det kommende år forventer Henning Larsen desuden at styrke sin forretningsmæssige position yderligere. Samlet set er Henning Larsen en global spydspids inden for arkitektur, byudvikling og landskab med ca. 750 medarbejdere fordelt på kontorer over hele verden, blandt andet København, New York, Hong Kong, München og Oslo.