Ny direktør i Rambøll Fonden

12. januar 2022

Søren Staugaard Nielsen tiltræder som administrerende direktør i Rambøll Fonden. 

Søren Staugaard Nielsen

Managing Director, Ramboll Foundation
T: +45 5161 7886

Rambøll Fonden, der ejer Rambøll Gruppen, har udnævnt Søren Staugaard Nielsen som administrerende direktør fra 1. januar 2022.

Om valget siger bestyrelsesformand i Rambøll Fonden, Robert Arpe:

”Med Søren Staugaard Nielsen får vi en ambitiøs og stærk leder af Rambøll Fondens sekretariat til at
skabe de rette rammer for fondens fremtidige virke som en aktiv ejer af en af Europas største rådgivende virksomheder. Efter mange år i Rambøll, herunder som en del af den øverste ledelse i Danmark, kender Søren Staugaard Nielsen Rambøll indefra og har en dyb forståelse for de værdier og det særlige samfundssind, som er en del af Rambølls DNA. Han er derfor den helt rette person til at sikre, at Rambøll Fonden forbliver en aktiv og engageret ejer af et Rambøll, der fortsat drives i overensstemmelse med de værdier, der har tegnet den succesfulde virksomhed indtil nu.”  

Det er første gang, at Rambøll Fonden får en administrerende direktør og et sekretariat. Den daglige ledelse og drift har indtil nu været varetaget af fondens bestyrelse, der består af nuværende og tidligere medarbejdere.

Om sit nye job siger Søren Staugaard Nielsen:

”Efter 24 år i Rambøll er jeg fortsat dybt inspireret af virksomhedens overbevisende mission og engagement i samfundets udvikling, som bunder i et oprigtigt ønske om at præge samfundet mod en mere bæredygtig fremtid. Det er med en blanding af ydmyghed og entusiasme, at jeg nu stiller mig ved roret hos virksomhedens ejer. Rambøll går en spændende tid i møde med ambitioner om endnu større vækst internationalt. Jeg glæder mig meget til sammen med fondsbestyrelsen at udvikle ejerskabet og tænke langsigtet sammen med Rambøll, samt sikre, at vi fortsat er en ejer på vegne af medarbejderne både i ord og handling. Det er min ambition, at Rambøll på den lange bane kommer til at få en endnu mere værdibaseret tilgang til de typer af kunder og projekter, virksomheden beskæftiger sig med,” siger Søren Staugaard Nielsen.  

I forbindelse med at Rambøll vokser, vil Rambøll Fondens filantropiske arbejde også øges. I 2021 er bevillingsrammen til strategiske forsknings- og innovationsprojekter, der understøtter en bæredygtig udvikling af samfundet på 20 millioner kroner. En af de største donationer er fondens nye legat ’Flemming Bligaard-legatet’, opkaldt efter Rambølls tidligere koncernchef, der hvert år støtter en forsker med en halv million kroner, som tidligt i karrieren bidrager med bæredygtige løsninger inden for ingeniør-, arkitektur- eller rådgivningsområdet. Fonden støtter også humanitært arbejde i den tredje verden og yder støtte til medarbejdere i ekstraordinært svære situationer, som for eksempel da indiske medarbejdere blev hårdt ramt af corona og da amerikanske medarbejdere mistede deres hjem under orkanen Katrina. Det er ambitionen, at fondens donationer skal vokse med 50 procent inden for de kommende år.

Søren Staugaard Nielsen tilføjer, at Rambøll Fonden nu også vil gå mere aktivt ind i samarbejdet med de øvrige aktører i den danske fondsverden om udviklingen af de erhvervsdrivende fondes rolle i dansk erhvervsliv og deres bidrag til udviklingen af den danske velfærdsmodel.

Søren Staugaard Nielsen, 51, er advokat og kommer senest fra en stilling som dansk landedirektør for Rambølls konsulentvirksomhed Rambøll Management Consulting, som består af 600 konsulenter globalt.

Fakta om Rambøll Fonden

  • Rambøll Fonden er en Danmarks største erhvervsdrivende fonde.
  • Fonden ejer aktiemajoriteten i Rambøll Gruppen A/S med ca. 97,5 % af virksomhedens aktier. De resterende aktier ejes af Rambøll Gruppens medarbejdere.
  • Fonden blev etableret i 1972. Rambøll som fondsejet virksomhed afspejler stifterne Rambøll og Hannemanns ambitioner om at skabe en virksomhed, hvor indtægter er investerede i firmaets fortsatte udvikling, og hvor medarbejderne kan føle en form for tilknytning i ejerskabet. 
  • Rambøll Fondens primære formål er at være en aktiv ejer af Rambøll. Derfor reinvesteres hovedparten af Rambølls overskud i virksomheden, mens resten anvendes til opfyldelse af fondens formål og gives tilbage til samfundet som donationer.
Læs mere om Rambøll Fonden her.

Rambøll

Rambøll
Hannemanns Allé 53
DK-2300 København S
Tel:+45 5161 1000

CVR numre

CVR numre

Rambøll Danmark
35128417

Rambøll Energi
35128417

Rambøll Gruppen
10160669

Rambøll Management Consulting
60997918

Other sites

Other sites