Visualisering af storrumskontor i den nye Skatteforvaltning i Aarhus
Den samlede skatteforvaltning SKAT er i færd med at blive erstattet af syv nye specialiserede styrelser med hver deres kerneopgave. Toldstyrelsen, Motorstyrelsen og Skattestyrelsen skal fremover lokaliseres i den tidligere Amtsgård i Højbjerg i det sydlige Aarhus.
Bygningsstyrelsen har nu valgt Rambøll og Enemærke & Petersen til at gennemføre den omfattende renovering og ombygning, som forbereder bygningerne til de nye formål. Projektet omfatter renovering og ombygning af ca. 11 500 m2 og gennemføres i totalentreprise.
Med afsæt i bygningens arkitektur bygger projektforslaget på en indretning i enkle og nordiske toner, med fokus på høj kvalitet, ærlige materialer og en simpel farvepalette. Byggeriets arkitektoniske enkelhed tager afsæt i 60’erne med ærlighed for materialer i deres robuste form. Denne vision føres videre i renoveringen, med en lysere materialevifte af træ, glas og stål. Målet er ét samlet byggeri, med samhørighed i udtrykket mellem det ydre og det indre.
Den nye rumindretning skaber en gennemgående enkelhed i hele byggeriet og tillader personliggørelse fra afdeling til afdeling med kunst, farver på interiør og akustik. I indretningen er der blandt andet arbejdet med gulvmaterialet, som er opdelt i zoner for faste arbejdspladser, ganglinjer, flexrum, kaffespots og andre birum. Herved synliggøres rummets specifikke funktion og stemningsskiftet mellem arbejdszonerne.
Dette suppleres med enkle gennemgående loftmoduler, der med smalle indbyggede belysningsarmaturer fremhæver bygningens bredderetning. Rumakustikken bearbejdes med trælister i flexrum og kaffespots, hvor smalle lysarmaturer bidrager til lys og giver rummet kant. Generelt er de tekniske og funktionelle parametre integreret i indretningen, som varierende loftshøjder - dels for en differentiering mellem gangzoner og arbejdszoner, og dels for tekniske specifikationer af hovedkanaler for ventilation.
I redegørelsen for tildelingsbeslutningen fremhæver Bygningsstyrelsen blandt andet vores materialevalg og indretningen med flexrum og aflukkede kaffespots, som en stor fordel i forhold til at forebygge støj og forstyrrelser ved arbejdspladserne:
”… Materialemæssigt er der en rød tråd og sammenhæng i de trufne valg, der optimerer materialekvaliteter, lægger et højt arkitektonisk niveau med klare referencer til bygningernes arkitektoniske historik…
… Det vurderes, at tilbudsgiver med sit tilbud i overbevisende grad formår at tilbyde en funktionel og æstetisk løsning, der kan medvirke til at skabe en moderne kontorarbejdsplads og et attraktivt arbejdsmiljø. Løsninger og materialevalg er meget stemningsskabende. Der tilbydes bygningsdele og materiale i høj kvalitet.”
– Bygningsstyrelsen og Bygherrerådgivere
Vi glæder os til at realisere dette spændende og kvalitetsrige projekt! Arbejdet Begynder umiddelbart efter sommerferien 2019.
Vil du se mere om projektet? Så klik på nedenstående links og gå på 3D-rundtur i visualiseringerne af de nye lokaler: