Med en anlægsbevilling på 771 millioner kr. bliver den 17.500 kvm store Arenakvarterets Skole Københavns Kommunes hidtil største skolebyggeri.
Den nye skole bliver firesporet med skole, madskole, idrætshal og svømmehal. Skolen skal danne ramme om en ny pædagogisk vision: Der er lagt op til en række spændende anvendelsesmuligheder med f.eks. tagflader, der kan benyttes til udendørs undervisning og faglokaler, som samles i et værkstedstårn.
Skolen designes og bygges med bæredygtighed som ledende princip og skal certificeres efter bæredygtighedsstandarden DGNB Guld.
Skoleprojektet opføres som totalentreprise af BAM Danmark A/S i samarbejde med Rubow Arkitekter, Nøhr & Sigsgaard Arkitekter og Rambøll.
Projektet ventes at stå færdigt i 2023.