Stærkt dansk rådgiverteam bag Danmarks højeste boligbyggeri

14. maj 2018
Rambøll har sammen med Aarsleff som totalentreprenør vundet konkurrencen om at designe og opføre Danmarks højeste boligbyggeri på Aarhus Ø. Projektet er tegnet af 3XN Arkitekter.  Ikonbyggeriet kræver ingeniørfaglige kompetencer ud over det sædvanlige, og Rambølls udenlandske højhusspecialister har været en afgørende faktor for at lande opgaven.
Visualisering af Lighthouse i Aarhus. Kreditering: 3XN

Visualisering af Lighthouse i Aarhus. Kreditering: 3XN

Kontakt

Stefan Højen Væggemose

Stefan Højen Væggemose

Afdelingsleder, Store Projekter Vest
T: +45 5161 4261

Højhuse

Mere om højhuse

Læs mere om vores rådgivningsydelser inden for højhuse

Højhusbyggeri er en af Rambølls nye strategiske specialistydelser, der skal drive væksten i årene frem, og koncernen står allerede bag 150 markante højhuse i verden. I porteføljen er blandt andet den 35 etagers store skyskraber Capital Gate i Abu Dhabi, der er optaget i Guiness Rekordbog som det mest hældende menneskeskabte tårn i verden, den 125 meter høje skyskraber Willis Building i London og et stort 250.000 m2 bolig- og erhvervsbyggeri i et nyt byområde i Abu Dhabi bestående af højhushoteller, boliger og detailhandel.

Nu har Rambøll vundet en stor kontrakt som ingeniørrådgiver på Danmarks højeste boligbyggeri, Lighthouse, i Aarhus sammen med Aarsleff som totalentreprenør og 3XN Arkitekter. Bygningen på havnen i Aarhus kommer til at bestå af 400 lejligheder samt borgerrettede aktiviteter i stueetagen til undervisning om livet i Aarhusbugten. Og selvom den oprindelige tårnhøjde på 142 meter blev opgivet af tekniske årsager og afløst af et tårn på ca. 130 meter, så arbejdes der nu igen på at nå helt til tops til glæde for indbyggerne i Aarhus.

”Vi ville gerne give noget tilbage til Aarhus’ indbyggere. Derfor får tårnets top offentlig adgang via caféen og restauranten på fyrretyvende etage, hvor man får et fantastisk kig ud over Aarhusbugten og ind over Aarhus by,” forklarer Kim Herforth Nielsen, grundlægger og kreativ direktør hos 3XN.

Hos bygherren ser man frem til at samarbejde med et stærkt trekløver om at realisere en imponerende bygning til hele Aarhus by.

”Vi har et stærkt og meget kompetent dansk rådgiverteam i ryggen til at realisere Aarhus Ø’s kommende fyrtårn,” siger Daniel Bygebjerg Espensen, Projektchef ved Lighthouse United. ”Det tværfaglige samarbejde mellem ingeniør, arkitekt og entreprenør er kernen i at skabe et kvalitetsbyggeri. Derfor glæder vi os som bygherre over at opleve, at samarbejdet mellem Aarsleff, Rambøll og 3XN er præget af tidlig og ligeværdig inddragelse med respekt for hinandens fagligheder. De spiller hinanden gode og agerer som en samlet enhed i processen, og derfor ser vi meget frem til at realisere projektet sammen med teamet. Vi forventer, at Lighthouse bliver et best practice eksempel på tværfaglig samarbejde i byggeriet” siger Daniel Bygebjerg Espensen, Projektchef ved Lighthouse United.

Projektet vil beskæftige 200-250 medarbejdere hos Aarsleff-koncernen, Rambøll og 3XN i projekterings- og anlægsfasen, og hos totalentreprenøren ser man også frem til samarbejdet:

“Vi er meget glade for samarbejdet med Rambøll, som vi har haft med fra starten, og ser nu frem til at indlemme 3XN i dette samarbejde” siger Ulrik Therkilsen, sektionsdirektør for byggeri vest i Aarsleff. ”Vi bringer de fleste af Aarleffs specialistkompetencer i spil på projektet, og når vi tilfører Rambølls højtkvalificerede højhuskompetencer og 3XNs innovative arkitekter, kan vi sammen skabe noget, der er langt større, end hvad vi kan hver for sig. Vores samarbejde er præget af ejerskab, entreprenørånd og respekt for hinandens fagligheder, med det fælles mål at skabe grundlaget for den totalt økonomiske bedst mulige løsning for projektet og bygherren” siger Ulrik Therkilsen.

Specialistkompetencer hentes ind fra udlandet

Højhusbyggeri er en liga for sig, der kræver en anderledes byggeteknik og derfor særlige ingeniørfaglige specialistkompetencer, og Lighthouse er ingen undtagelse. Den lerede undergrund i Aarhus havn giver blandt andet nogle særlige udfordringer for funderingen, som betyder, at der skal tages løsninger i brug, der ikke tidligere er set i Danmark.

”Bygningen funderes på 25 pæle på to meter i diameter, som skal bores ned i mindst 50 meters dybde. Den størrelsesorden er ny i Danmark. Derudover skal bygningens stabiliserende kerne være så slank som overhovedet muligt for ikke at optage boligareal, men selvfølgelig samtidig være meget stærk, hvilket gør det langt sværere at regne på bygningen end ved traditionelle byggerier”, siger Stefan Højen Væggemose, Rambølls projektleder på Lighthouse.

Over 90 procent af de højhuse Rambøll har bygget gennem tiden er uden for Norden, og Rambøll har derfor udviklet stærke specialistkompetencer på højhusbyggeri i Asien, Mellemøsten og Europa.

”Til at løse udfordringerne henter vi vores højhusspecialister ind fra Mumbai, Singapore og London, som har været en afgørende faktor for os i konkurrencen om opgaven”, siger Stefan Højen Væggemose.

Går efter fordobling af omsætningen i 2020

Højhusbyggeri er en af Rambølls strategisk udvalgte specialistydelser. Rambøll forventer at fordoble sin omsætning inden for højhusbyggeri globalt inden udgangen af 2020 til et godt stykke over 100 millioner kroner, hvoraf et tocifret millionbeløb hentes fra Lighthouse projektet. Det er især på de nordiske markeder, at Rambøll oplever en kraftig stigning i efterspørgslen. Det globale marked for højhusbyggeri forventes at vækste med 17 procent årligt over de næste fire år.

Fakta om Lighthouse

Lighthouse kommer til at bestå af tre hovedbygninger og et fælleshus for alle beboerne på Aarhus Ø. Projektets stueetage indeholder desuden udadvendte aktiviteter samt klasseværelser til undervisning om livet i Aarhusbugten. Fra stueetagen fører en elevator op til en offentlig tilgængelig udsigtsplatform og restaurant. Byggeriet ventes at stå færdigt i 2022. Projektet kan over de kommende måneder følges på lighthouseaarhus.dk 

Deltagere i samarbejdsaftalen

  • Bygherre: Anpartsselskabet Lighthouse United
  • Projektudvikling: Kilden & Hindby i samarbejde med Domis
  • Bygherrerådgiver: Moe A/S
  • Totalentreprenør: Per Aarsleff A/S
  • Arkitekt: 3XN Arkitekter A/S
  • Rådgivende ingeniør: Rambøll Danmark A/S

Rambøll

Rambøll
Hannemanns Allé 53
DK-2300 København S
Tel:+45 5161 1000

CVR numre

CVR numre

Rambøll Danmark
35128417

Rambøll Energi
35128417

Rambøll Gruppen
10160669

Rambøll Management Consulting
60997918

Other sites

Other sites