Nettos centrallager er placeret i et erhvervsområde i Aarhus Vest. Med sine 19.200 m2 i grundplan og 14 meter høje facader er der tale om en betydelig bygningsvolumen.
Et væsentligt element i facaderne er de 66 slusehuse med portene markeret tydeligt i Netto’s gule farve. Derudover markerer kontorer og trappetårne sig i facaden med andre materialer og større detaljer.
Administrationsdelen, der er placeret over vareindleveringen mod nord, er forbundet med personbilparkeringen og hovedindgangen via en 50 meter lang gangbro, med samme facadeudtryk i glas/alupartier som administrationsdelen.
Byggeteknisk ligger udfordringen i at integrere alle lagerfunktionerne i de respektive kølerum, hvor der kan være op til 40° i temperaturforskelle mellem flere lagerrum. Trods den toptunede logistik i bygningen, der giver meget rationelle planløsninger og facadeudtryk, er der naturligt arbejdet med afvekslende skift i materialer og farver, således at brugerne oplever pauser og forskelligheder i det udstrakte og stort anlagte byggeri.