Tendensen går imod færre, større og mere energieffektive rensningsanlæg. Senest har GribVand Spildevand indgået totalentreprisekontrakt med totalentreprenøren VAM, der, med Rambøll som totalrådgiver, forestår udbygning og modernisering af Udsholt og Gilleleje Rensningsanlæg i Nordsjælland.
Med et formål om at rense områdets spildevand så miljøvenligt og energieffektivt som muligt har GribVand Spildevand sat gang i en langsigtet restrukturering, der blandt andet går ud på at nedlægge mindre renseanlæg for i stedet at udbygge og modernisere Udsholt og Gilleleje Rensningsanlæg.
De udbyggede anlæg skal stå færdige ultimo 2020, og projektet, der har været i EU-udbud, gennemføres i en totalentreprise af entreprenørfirmaet VAM med Rambøll som totalrådgiver.
”Vi er glade for at kunne bidrage positivt til GribVands restrukturering. Der bliver tale om udbygning til moderne og energieffektive anlæg. På det største af anlæggene i Gilleleje bygges der således helt nye og godt 8 meter dybe procestanke, hvilket er noget dybere end normalt for denne størrelse anlæg,” siger Bjarne Hjorth Petersen, markedschef for vand- og spildevandsrensning i Rambøll globale vanddivision.
Når udbygningen af Gilleleje og Udsholt står klar, bliver spildevandet fra Dronningmølle og Smidstrup koblet på Gilleleje Renseanlæg. Derefter går turen til Stokkebro, Vejby, Græsted og Tisvilde rensningsanlæg, der fremadrettet skal nedlægges.