”I designet bringer vi arkitektoniske greb i spil, der skal fremme fællesskabet mellem beboerne. Vi skaber rum for en række uformelle mødesteder, bl.a. i form af grønne fællesarealer, fælles tagterrasser, fællesvaskeri og et fælleslokale til brug for alle beboere. Og så er indgangspartierne placeret i gårdmiljøet, så man kan hilse på hinanden, når man kommer hjem eller skal ud”, siger Katja Waagepetersen, som er Rambølls arkitekt på projektet.
Den nye bebyggelse kommer til at favne forskelligartet beboersammensætning, idet den både tilbyder ungdomsboliger, to-værelsesboliger og tre-værelsesfamilieboliger. Det giver beboerne mulighed for at blive boende i afdelingen i alle livets faser.
Brohuset opføres i den centrale del af Ringsted by som et klassisk byhus med altaner, etagespring, forskellige teglfacader og murværksdetaljer. Springet i etager og de forskellige facader gør, at bygningen knyttes sammen med nabobebyggelserne og bliver en naturlig forlængelse af gadebilledet. Facadevalget, der patinerer flot, gør Brohuset til et på mange måder bæredygtigt byggeri.
Visionen er, at Brohuset bliver et positivt bidrag til Ringsted by, der skaber større sammenhæng i byrummet og bedre naboskab.
Boligerne opføres for boligselskabet Andelsboligforeningen af 1914 Ringsted, og i samarbejde med entreprenør SB Entreprise.