Den samlede skatteforvaltning SKAT er i færd med at blive erstattet af syv nye specialiserede styrelser med hver deres kerneopgave. Toldstyrelsen, Motorstyrelsen og Skattestyrelsen skal fremover lokaliseres i den tidligere Amtsgård i Højbjerg i det sydlige Aarhus.
Projektet omfatter renovering og ombygning af ca. 11.500 m2 og vedrører alle indvendige overflader, inventar og teknik, som udskiftes til moderne standarder og gældende regler.
Byggeriets nuværende indretning ryddes, og med fokus på åbne storrumskontorer og flexrum af varierende størrelser bygges det op på ny.
Bygningernes arkitektoniske enkelthed tager afsæt i 60’ernes ærlighed for materialer i deres robuste form. Den vision har Rambøll ført videre i renoveringen, og udarbejdet en indretning hvor høj kvalitet, ærlige materialer, en simpel farvepalette og samhørighed mellem det ydre og indre har været i fokus.
Den nye rumindretning skaber en gennemgående og enkelt struktur i hele byggeriet. Eksempelvis er gulvet opdelt i zoner med faste arbejdspladser, ganglinjer, flexrum, kaffespots og andre birum. Herved synliggøres rummets specifikke funktion. Rumakustikken bearbejdes med trælister med smalle integrerede lysarmaturer i flexrum og kaffespots, mens loftmoduler med smalle indbyggede belysningsarmaturer fremhæver bygningens bredderetning. Ydermere er tekniske og funktionelle parametre designet som en integreret del i indretningen som varierende loftshøjder.
Fakta om projektet
Ingeniør: Rambøll
Samarbejdspartnere: Enemærke & Petersen