Storstrøm Fængsel, Nordfalster

Luftfoto af Storstrøm Fængsel på Falster

Luftfoto af Storstrøm Fængsel på Falster

På Falster ligger Danmarks største lukkede fængsel med plads til 250 indsatte. Fængslet er samtidig Danmarks sikreste.

Byggeledelse

Rambøll har stået for byggeledelsen under fængslets opførelse. Med en grund på 130.000 m2 svarende til 18 fodboldbaner har der været tale om en af landets største byggepladser. Den 6 meter høje og 1,3 km lange betonmur blev af logistiske hensyn opført som det første og har virket som et ganske effektivt byggepladshegn og været medvirkende til, at der ikke har været tyveri fra pladsen.

Rambøll har udført fagtilsyn på og koordineret grænseflader mellem ca. 20 fagentrepriser. Da aktiviteten var på sit højeste var over 300 folk i gang på byggepladsen. Det kræver stram planlægning og koordinering!

Bygningerne

Bygningsarealet er 35.000 m2. Fængslet består af 10 bygninger, herunder fire normalafdelinger, en særligt sikret afdeling, et aktivitetshus med bl.a. en kirke, særlige besøgsafsnit, administration og et personalehus.

I tilknytning til normalafdelingerne er der maler-, tømre-, svejse- og montageværksteder med det formål at kunne give fangerne mulighed for aktiviteter samt mulighed for visse former for faglig grunduddannelse.

Sikkerhed

Sikringen af fængslet er baseret på en kombination af elektronisk sikring og bygningsmæssige sikringsløsninger. Omfanget af forskellige sikringsinstallationer baseret på den nyeste teknologi og den fysiske opbygning af fængslet gør det til Danmarks sikreste. Alene antallet af overvågningskameraer på knap 300 stk. er hidtil uset.

Elinstallationer

I fængslet er der en række forskelligartede funktioner, som stiller krav til de tekniske installationer: Bagage- og personscannere ved indgangen, industrikøkken, vaskeri, købmand, værksteder, læge og tandlæge. Flere grænseflader skal tilgodeses og koordineres, så eksempelvis føringsveje for sug til tandlægestolen ikke kommer i karambolage med ventilationskanaler eller diverse sikkerhedsinstallationer.

Elforsyning

En strømafbrydelse vil selvsagt kunne have uheldige konsekvenser. Forsyningssikkerheden er i derfor højsædet. Ved en strømafbrydelse fortsættes elforsyningen over et nødstrømsanlæg på fængslet.

Solcelleanlæg

Et solcelleanlæg på 2.150 m2 er etableret på terræn. Solcelleanlægget kan producere op til 360.000 kWh/år - nok til at dække forbruget til ca. 75 husstande. Anlægget bidrager positivt til opfyldelse af energirammen med 30-40 % af fængslets samlede energiforbrug.

Belysning

Behovsstyret LED belysning indendørs bidrager til at overholde energirammen.

Klimasikring (regnvandsafledning)

Regnvand fra bygninger og pladser afledes til et lokalt vandløb, sidetilløb til Gundslev å, syd for fængslet. For at sikre vandløbet mod overbelastning udjævnes regnvandsmængden i en kunstig sø – et 7.544 m3 stort regnvandsbassin – uden for muren i den sydlige del af fængselsarealet. For at beskytte omgivelserne mod påvirkninger fra ekstremregn er desuden etableret en klimatilpasningszone mellem søen og vandløbet. Fra en del af bygningerne afledes regnvand fra tagene via render i terrænet til regnbede udformet som brede grøfter med filtersand i bunden og underliggende drænsystem, så regnvandet forsinkes lokalt, inden det udledes til søen og videre til vandløbet.

Fængslet i tal:

  • Antal døre i fængslet: Ca. 1.900 stk.
  • Antal kameraer: Ca. 300 stk.
  • Antal køkkener: 141 cellegangs-, og tekøkkener + 1 storkøkken
  • Betonmængde anvendt: Ca. 36.200 m³ svarende til 4.524 vognlæs
  • Murens længde:1,3 km
  • Areal inden for muren: 130.000 m² svarende til 18 fodboldbaner

Rambøll Danmark

Rambøll Danmark
Hannemanns Allé 53
DK-2300 København S
Tel: +45 5161 1000
Fax +45 5161 1001

Mail: ramboll@ramboll.dk

CVR numre

CVR numre

Rambøll Danmark
35128417

Rambøll Energi
35128417

Rambøll Gruppen
10160669

Rambøll Management Consulting
60997918