Viby gymnasium har gennemgået en gennemgribende renovering som led i gymnasiets mål om at kunne tilbyde eleverne stadig bedre undervisningsfaciliteter. Senest er gymnasiet udvidet med 700 m² nyt science center, nyrenoveret samlingssal samt en ny idrætshal.
De eksisterende lokaler og installationer er blevet markant renoveret, så gymnasiet i dag fremstår som indbydende og tidssvarende. Arbejdet er gennemført over en femårig periode.
Den ny naturfagsfløj rummer 3 fysik- og kemilokaler, forberedelsesrum, depotfaciliteter samt et stort opholdsareal/projektområde. Fysik- og kemilokalerne er indrettet efter moderne undervisningsmønstre i samarbejde med skolens ledelse, undervisere og elever. Lokalerne er indrettet fleksibelt, så forskellige undervisningsformer og funktioner i fremtiden kan etableres uden drastiske bygningsmæssige indgreb.
Byggeriet af den nye idrætshal er projekteret i et moduleret og stringent byggekoncept, hvor hallens volumen defineres i et rationelt men alligevel markant formsprog. Idrætshallen er blevet gymnasiets nye vartegn og dets ansigt udadtil.
Fakta om projektet
Samarbejdspartner: NS Rådgivende Ingeniører A/S
Areal: 700 m2 sciencecenter, 1.400 m2 sportshal og generel renovering