Ujævn havbund
Projektet udføres for Statoil og involverer rørledningsinstallation i en dybde på helt ned til 1265 meter, hvilket sætter verdensrekord for dybvandsinstallation af en 36"-rørledning. Rørledningen vil blive ført gennem et meget ujævnt havbundsterræn, hvor grundstødende isbjerge har lavet skurremærker, som har dannet kløfter, der medfører at rørledningen vil spænde over kløfterne og derved danne utallige lange frie spænd på op til 200 meters længde langs det meste af ruten. Rørledningen vil blive installeret tom på den ujævne havbund og vil derefter først blive vandfyldt og sluttelig gasfyldt.
Udbedring af frie spænd
En grundig analyse af hele ruten har vist, at der er omkring 85 steder, hvor belastningen af rørledningen ville overskride det tilladte på grund af frie spænd. Til disse steder har vi udregnet, hvordan justering af havbunden kan udføres mest effektivt – enten ved at udjævne toppe og fremspring ved afgravning eller også ved at installere understøtninger bestående af stenopfyldninger.Resultatet er, at der er behov for såvel understøtninger og afgravning af toppe og fremspring.
Rambøll vil bistå med ingeniørassistance om bord på et specialiseret fartøj, som udfører afgravning på havbunden. Arbejdet vil blive foretaget på vanddybder fra 87 m til 460 m.
Rørledningsinstallationen vil begynde i 2015, hvor et af de største rørlægningsskibe, Solitaire, vil installere Polarled-rørledningen, med start fra ilandføringspunktet ved Nyhamna terminalen. På den første del af ruten gennem Bjørnsundet følger rørledningen fjordens krumninger, hvor rørledningen skal installeres med krumningsradier ned til 1 - 2,5 km. For at kunne få rørledningen installeret med så små radier er der behov for modhold på havbunden. På grund af dette bliver der installeret betoncylindre, som rørledningen kan installeres op mod, hvilket sikrer at rørledningen ikke trækkes henover havbunden.
Ruteoptimering
Polarled-rørledningens rute følger det smalle stræde Bjørnesundet, parallelt med eksisterende marine rørledninger. Det indebærer detaljeret planlægning af rutens design, inklusiv modhold, så rørledningen kan følge fjorden krumninger. Nogle af de midlertidige modhold, bestående af betoncylindere, skal installeres på stenopfyldninger.I forbindelse med forprojektering blev der lavet en vurdering af havbundsskråningens stabilitet, der visse steder er større end 20º samt krav til landføring af rørledningen.
Undervandsstrukturer
Det geotekniske design til undervandsstrukturerne, som indeholder fem rørsammenkoblinger, samt Polarled PLEM (PipeLine End Manifold) har også været krævende på grund af den bløde lerbund. De geotekniske analyser har omfattet en 3D geoteknisk modellering, som er blevet anvendt til at optimere designet. En anden del af det geotekniske design har inkluderet en jordskælvsanalyse af 100 års og 10.000 års jordskælv for at vurdere stabilitet af stenfundamenterne.Rambøll har udført analyse af, hvorledes undervandssammenkoblingen kan udføres ved hjælp af fjernbetjente undervandsrobotter/udstyr.
Derudover har Rambøll stået for:
- Helse, sikkerheds- og miljøopfølgning, herunder HAZID-seminar (risikoidentifikation) og kvantitativ risikoanalyse
- Support til Statoil ved grænsefladekoordinering i forbindelse med tilslutning til Aasta Hansteen platformen og Nyhamna terminalen.
- Assistance til Statoil i forbindelse med udarbejdelse af en vurdering af virkninger på miljøet (VVM) på rørledningsdelen (udført i 2012)
Tværfagligt projektteam
Ingeniørarbejdet på rørledningen bliver udført af Rambølls kontor i København, med assistance fra vores kontorer i Norge og Indien.Rambøll vil arbejde på det detaljerede design og opfølgningsarbejdet af rørledningen indtil udgangen af 2016.